Christen Krog, hvis fulde navn ikke kendes, nævnes første gang i matriklen af 1664 som fæster under Ørum. Han er opført i flere skattemandtal mellem 1672 og 1686 og må antages at have været ejer af en skudepart. Han er den ældste man kender af navnet Krog i Klitmøller. Hans navn skrives alle vegne uden h og denne stavemåde finder man i kirkebøgerne for alle slægtens medlemmer, indtil man i tiden 1775-1800 efterhånden går over til at stave med h. Det er ugørligt nærmere at tidsbestemme overgangen fra den ene stavemåde til den anden. |